solgt

Jeg fik solgt mit kamera i dag. Det er en underlig følelse. Det kamera jeg har haft i lidt over 1,5 år, er hos et andet menneske lige nu. Et menneske der kom i en smart, dyr bil og dyr jakke. Jeg så ikke lige hans sko. Han må have mange penge, for han kontaktede mig i dag, kom forbi i dag (hvor jeg var pisse nervøs for at skulle møde et menneske, et fremmed menneske jeg ligesom var tvunget til snakke med), kiggede bare lidt på kameraet, spurgte lidt .... og så købte han kameraet til 1.900,-.

Man må da have penge, når man baaaare lige vælger at købe et kamera, på den måde. Han var meget flink og var her ikke engang i 5 min.. Det gik godt og jeg havde intet at være bekymret for. Nå, men så ikke nok med det,

... så begynder mine paranoide tanker. Så begynder jeg at tænke på om der er love omkring det at sælge sine ting og de penge man tjener på det eller om han ikke er enig i at den er god som ny, som jeg sagde, eller at politiet bliver indblandet og min fantasi køre afsted mig og jeg begynder at overanalysere alt, fordi det et eller andet sted var underligt han BARE sådan købte kameraet. Arghhh, men det er gået over nu, men der gik lige nogen timer med masser af fortvivlede tanker.

Maria Raun

... Er et del af mit navn, men ikke mit præcise navn. Har valgt at kalde bloggen det, pga. mine paranoide sider af mig, der skriger "ALLE DU KENDER FINDER DIN BLOG, DE VIL SYNES DU YNKLIG OG GRINE AD DIG!".

Ved at kalde den et personligt og alligevel pisse upersonligt navn, behøver jeg ikke knytte mig på samme måde til bloggen. Jeg synes det er sært jeg har sådan en trang til at blogge, når alle odds i mit hoved er imod mig. Jeg vil nok ikke kunne vise mine øjne.

Jeg synes øjne er uhyggelige og kan ikke have øjenkontakt med folk, uden jeg går i panik indvendigt. Det virkelig som at kigge indenfor i et menneske. Det er ikke fordi jeg har noget at skjule, så jeg ved ikke hvad der går galt. Jeg fokusere altid på noget rundt om øjne  eller kigger utrolig overfladisk på øjnene, hvis man kan sige det sådan.

Work it out

Jeg havde aldrig troet jeg skulle ende i et træningscenter, men nu det noget jeg gør ret tit. Det er en rar følelse at være igang med at GØRE noget.

Det sværte ved træning er nok at man ikke kan se resultater med det samme ... det er jeg begyndt nu, og det er virkelig noget der er med til at få mig til at forsætte og motivere mig. Jeg er blevet mere smidig, jeg kan udholde mere, jeg kan tage hårde vægte, det hele stiger og stiger som jeg får flere muskler. Jeg kan virkelig mærke min krop forme sig.

Det har været det værd at gå igang! Men havde det ikke været for min bedsteveninde der havde været der til at sige "Stop med dit klynk og kom med mig op og træn!", havde jeg nok ikke lettet røven endnu. Mig som engang ikke forstod hvorfor folk gik op i hvad de spiste og skulle motionere, men dengang var jeg virkelig tynd og kunne jo nærmest spise uden at tage på, men nu sætter alt slik og cola sig ligesom, så nu må der gøres noget, inden det bliver slemt.

Jeg kan huske hvordan jeg nægtede nogensinde at skulle løbe, haha og nu er det dét jeg starter med når jeg tager op i træningscenteret. Jeg kan ligeså vel huske engang jeg sagde jeg hellere ville sulte mig selv, end at træne. Helt sikkert, du.

Identitetskrise

Uanset hvor stor identitetskrise jeg gennemgår, ved ikke vide hvad MINE meninger af, hvad JEG faktisk synes om uden at være for påvirket af andre, hvordan JEG vil være, hvad JEG kan lide, hvad JEG ikke kan tolerere, hvad JEG vil osv., så har jeg altid været fascineret af ræve, valmuer og dreadlocks.

Det noget jeg selv har skabt interesse for, noget jeg ved JEG selv er grundlægger for.

Derfor vil jeg gerne have tatoveret en ræv, for en symbolisere mig selv og min lange rejse på at finde mig selv, skabe mig selv, samt få tatoveret en valmue fordi den ikke er perfekt (og så alligevel er den perfekt for mig), og ligeså vel skal jeg lade vær' med at stræbe efter det umulige, acceptere mig som jeg er, den er flot som den er, samt den kan også være med til at repræsentere det samme som ræven. Jeg skal snart have dreadlocks igen, og det er virkelig en frisure hvor jeg virkelig er ligeglad med hvad folk tænker, fordi jeg selv er så forelsket i dreads, at andres meninger kan rager mig en skid. På det punkt kan jeg virkelig mærke mig og den der ligeglad-hed ang. andres tanker om en, fordi man bare selv synes det her er så fedt!

Besværligt at eksistere ... selv som barn.

Jeg ser tit citater som "never thought I would end up so miserable" eller noget om at de savnede at være barn igen, dengang der ikke var bekymringer om det ene eller det andet. Sådan husker jeg det bare ikke. Selvfølgelig følte jeg aldrig det samme ansvar og bekymringer, som voksne, men jeg var stadig usikker på alt, følte ansvar.

Ikke engang fordi jeg blev mobbet eller noget, dog holdt lidt udenfor og knap så social, men det føler jeg ikke selv har betydet så meget. Lige så længe jeg kan huske, har jeg været usikker på mig selv, følt mig utilpas, overtænkt alting, været paranoid, panik, ukontrolleret vrede (og så alligevel kontrolleret), ydmyg, genert, været bekymret og bange.

Den 24. dec, engang da jeg var lille, en dato man selvfølgelig husker, men da min far så filmer mig og spørger hvilken dato det er i dag, begynder jeg hurtigt at spekulere på det sikkert ikke er den 24. december alligevel og det er noget der er sat op for at narre mig og for at fange mig på film, hvor dum og naiv jeg er, så jeg svarede; "Det ved jeg ikke." ... bare for at være sikker på ikke at svare forkert.

Excuse me, I'm on tumblr, leave me alone!

Tumblr er virkelig min størreste inspirations kilde, ligesom den sikkert er for mange andre. Ville lige dele nogen lækre billeder og reklamere for min tumblr; www.excusememulle.tumblr.com

Jeg kan også synes at tumblr er noget lort. For den gang jeg havde det allerværst, var det utrolig nemt at finde billeder der gav en ret i alle ens negative tanker og et boost til ens selvhad. I en periode ville jeg virkelig tro at tumblr ikke var godt for mig. Jeg er dog kommet over det stadie hvor det er det eneste jeg reblogger.

Jeg kan stadig godt finde på at reblogge et negativt citat nogen få gange, men det er absolut ikke ligeså slemt som det har været. Så jeg kan vel sige jeg har fået det lidt bedre, når jeg ikke føler mig ligeså påvirket længere, når jeg ser et billede, hvor det eneste der står er "worthless".

Cut

Reasons not to cut:

- I would feel naive
- I would get absolutely nothing out of it
- Makes bigger problems of it
- More discomfort
- More to hide
- More excuses
- More you have to go and think about
- I would just be more hurt if I did it
- It will hurt my mother
- I could just as well forget my dream to get nice clean skin if I did it

Det nok bare mig der tager det for personligt, og ser en generlisering der ikke der der. Definationen på at have det allerværst, betyder nødvendigvis ikke at man skal være cutter og det håber jeg ikke der er nogen der tror ... men sådan føles det nogengange bare at være på tumblr.

Jeg synes egentlig man oftes cutting ses os folk med spise forstyrrelse. Hvilket nok er et af de eneste tidspunker jeg har kunne "forstå" cutting har fundet sted (fordi det har været så tæt ind på livet af mig, at jeg har set det på en af mine meget kære medmennesker og fået en forklaring på hvad der forgik i hovedet). Hvis det "bare" er selvVÆRDET, så simpelt nok, så forstår jeg det ikke. Jeg forstår det ikke. Fordi jeg har så lidt forståelse for cutting, synes jeg også det gør det farligt for mig at udtale om. Jeg har jo ikke tænkt mig at støde nogen. Men som sagt; Jeg forstår det bare ikke. Ikke "jeg forstår det ikke, hvor det latterligt"-agtigt, men "jeg forstår det ikke, jeg ved ikke hvad der går igennem hovedet når man cutter"-agtigt.

Jeg ville sku ønske jeg kunne rede hele verden og få folk til at stoppe med at cutte, men gennem tumblr har jeg dog forstået, det er ikke noget man "bare" stopper med. Alt det hurtigt kan blive en afhængighed.

Hvorfor laver jeg overhovedet sådan et indlæg her, når jeg tydeligvis ikke har forstand på det? Jo, fordi min hjerne konstant prøver at forsvare mig for hvorfor jeg ikke cutter, men stadig er langt nede psykisk. Det lyder måske dumt, men det er det vel nok også.

*JEG VIL IKKE STØDE NOGEN* ... og undskyld mit engelsk, hvis der er fejl.

Nikon

Jeg forsøger at sælge mit kamera, og intet har gjort mig så usikker som det. Jeg vil bare gerne af med det, så jeg kan få købt en med en skærm der kan være ret fleksibel vil jeg sige. Så kommer der sådan nogen mænd og tilbyder mig 1.200-1.500, når jeg har sat den til 2.200. Det flabet, men kan godt se det bare er handel.

Jeg vil utrolig gerne have fingre i Nikon D5100, så jeg ville kunne udnytte kamera mere. Man kan jo ikke tage ordenlige selvportrætter og portrætter med det der, når man er mig. Jeg er utålmodig og lav. Jeg ville så gerne kunne tage de fedeste og mest inspirerende billeder, men deri lægger det jo ligesom at man skal øve sig ... sjovt nok. Jeg skal virkelig have fingre i min lillebror og fået taget nogen portræt fotos af ham.

Macbook

Selvom jeg var/er yderst glad for at jeg har en Macbook kunne jeg ikke engang tage mig sammen til at dele min glæde på facebook. I tilfælde af at nogen var store modstander af Apple og jeg skulle til at forsvare hvorfor jeg så godt kan lide Apple produkter. Ikke fordi jeg ikke har nogen argumenter, men for pokker det freak'er mig ud. Jeg skriver generelt slet ikke status opdateringer mere, for hver gang tænker jeg; "Hvad rager det egentlig dem?" - "Årh nej, hvad nu hvis det er totalt hjernelamt det jeg kommer med" - "Er det nu også rigtig formuleret/stavet?" ... Tilsidst lader bare vær' med overhovedet at skrive noget.

Here we go again

Sidst jeg skrev mit første indlæg på en helt anden blog, startede jeg ud med at sige at et af mine formål var at overskride min paranoide side ... jeg lukkede bloggen efter en dag eller to. Så den overvandt endnu engang. Nu forsørger jeg igen og skal huske mig selv på jeg ikke skal stresse med at lave indlæg. Simpelhen træne mig op til at blogge igen. Samt prøve at glemme alle grunde til ikke at blogge, og huske på den ene grund om hvorfor jeg skal blogge.

Og så bare ta' de klø der følger med.