bleached mess

Jeg blogger nu kun på bleached-mess.blogspot.com, så jeg ville elske jer for at tjekke den ud <3

dreads, no more

Nu fik jeg endelig taget beslutningen om at få klippet mine dreadlocks af. De gjorde mig ingen lykke. Jeg havde sår i hovedbunden, det kløede hele tiden, jeg kunne ikke vaske mit pandehår ordenligt, der var ikke nok dreads og det gik bare slet ikke.

Jeg er glad for det ligenu, og nu venter jeg bare på mit extensions kommer, så jeg kan få langt blond hår.

Jeg

Dette er noget jeg skrev for noget tid siden, til noget halløj (super forklaring).

"Jeg lider af skizotypisk sindslidelse. Der ind under høre OCD-, depressions-, angst-opførsel med i. Min fødsel var hård for min mor og jeg, og en læge har kommet med en teori om det der derfra det hele stammer. Teorien går ud på at jeg har lagt i min mors mave, dejligt og varmt, så skal jeg jo fødes, og det gør ondt på mor og mig, så efter jeg er født, kommer jeg ikke op til min mor, som trøst, men i en kuvøse fordi jeg hyperventilere. Lægen mener så at jeg fra fødsel af ikke har følt mig go' nok, fordi det at blive født, kan føles som en afvisning for en baby fra sin mor af.

Jeg har så længe jeg husker, haft et kæmpe selvhad, været paranoid, følt mig dum og ikke god nok. Da jeg var mindre, var jeg altid bange for fastalavn, for når jeg stod der og var klædt ud derhjemme og skulle i skole, hvad så hvis jeg var den eneste der var klædt ud og de alle have prøvet at holde mig for nar, så jeg kunne se dum ud, som den eneste udklædte.

Jeg forventer altid det værste. At folk skal blive sure, eller at det bare ikke er godt nok. Det viser sig bare ofte det slet ikke er sådan det går til. Folk er enten glade eller det hele er godt nok.

Jeg stresser meget på andres bekostninger. Hvis de ikke kan finde noget, hvis de andre ikke kan finde på noget at sige, hvis en anden stresser over noget, bliver jeg stresset alt for hurtigt og alt for meget. Jeg går næsten i panik indvendigt og slapper ikke af, før den andens problem er løst.

Jeg har længe været van til at tage andres meninger til mig og gøre det til mine, uden at lytte til mig selv, af hvad JEG rent faktisk mener. Jeg har gjort det så længe, at jeg i dag har svært ved at vide hvad jeg egentlig synes om ting. Jeg kan stå i mange situationer, hvor stort set alle har kraftige meninger, men hvor jeg selv står og er ligeglad. 

Engang var jeg så paranoid at jeg troede at spejle var kamerare. Jeg truede ikke gøre noget foran spejle fordi jeg troede det blev optaget. Det endte også med jeg ikke turede kigge på mig selv i spejlet, fordi jeg var bange for at mit spejlbillede ikke ville følge efter, eller kigge ondt på mig. Og hvis jeg endelig kiggede på mig selv og kiggede mig selv i øjnene, kunne jeg ikke forstå at de tanker jeg tænkte, var HENDE i spejlet der tænkte dem.

Jeg har ligeså vel problemer med at se folk i øjnene. Jeg går i indvendig panik og føler mig falsk og er bange for de ikke tror på det jeg siger.

Engang var jeg også overbevist om at hvis nogen sagde noget pænt til mig, var det fordi de havde lavet en sammensværgelse mod mig, mødtes, og grinte af min reaktion og det faktum at jeg troede jeg var noget.

OCD tanker har også været meget. Specielt med at, hvis jeg går sammen med nogen, må der ikke komme genstande imellem os, ellers splittes vores sjæle. Engang da jeg var i storcenteret med en veninde, kom der en bænk imellem os, jeg prøvede at ignore det, men til sidst gav jeg op og gik hele vejen tilbage for at gå rundt om den samme side om bænken som min veninde.

Jeg spekuler og overanalysere alting. Jeg gik engang i en hel uge over spekulerede konstant over denne her ene ting og var så bange for det. Da "denne ting" så er overstået og det gik MEGET bedre end forventet, ender det med jeg sidder med migræne i 4 timer og kaster op. Jeg havde presset mig selv så meget psykisk i en hel uge, for noget jeg ikke skulle være bekymret for.

Ligeså vel at af og til er jeg så afmagtet, at jeg ikke har overskud til noget som helst, bare det at tage tøj på, virker som en kamp. Man ligger bare og er ked af det, uden grund.

I dag, har jeg nok udviklet det man vil kalde social angst. Ikke fordi jeg nogensinde har været god til mennesker, eller nogensinde gået til fest, men det er blevet meget værre. Jeg ved slet ikke hvad jeg skal gøre af mig selv hvis folk snakker til mig. Jeg kan kun svare "ja", "nej" eller "haha". Utrolig dårlig til at holde samtaler igang. Samt bare det at være omkring så mange mennesker, giver mig kvalme og en trykken for brystet. Jeg har altid været ret god til at isolere mig.

Jeg er utrolig dårlig til at tage beslutninger, da jeg ikke kan finde overblik over noget som helst, når der er flere muligheder. Jeg vil super gerne fotografere … sådan seriøst, men jeg har svært ved at arbejde med mennesker, og så fordi jeg slet ikke kan finde overblik over noget, mister jeg den inspiration jeg skulle have brugt til fotoshootet.

Jeg ser konstant små syner, nogen perioder er værre end andre. En periode så jeg konstant sorte skygger der prøvede at overfalde mig, og engang troede jeg der gik en mand ude på vores lukkede terresse. Pt. ser jeg bare pletter og edderkopper der ikke er der.

Jeg bliver ofte bange for mine tanker og det fysiske. Det er fysisk nemt at stikke sig selv ned med en kniv, det er fysisk nemt at røre ved den varme brændeovn, det er fysisk nemt at ødelægge sin mobil, det er fysisk nemt at komme til skade og ødelægge, så ofte er jeg bange for at mit fysiske skal tage over mit psykiske, når jeg står med en kniv, ved siden af en brændeovn eller med min mobil i hånden osv. 

Jeg skaber tit pinelige og ubehagelige situationer i hovedet, og jeg reagere på dem, som om de var virkelige.

Jeg kan ofte skabe ubehagelige historier om folk. F.eks når jeg sidder i en bus og der kommer et "sært" menneske ind i bussen, bliver jeg pludselig bange for om denne person har en bombe i tasken og om jeg rent faktisk dør lige om lidt. Jeg tænker så meget over det, at jeg går i indre panik, fordi det virker mere og mere realistisk.

Jeg er på anti-psykotiske piller, som jeg ikke føler hjælper overhovedet. Jeg er blevet sat på en 3-årige HF i stedet for den almindelige 2-årige HF, fordi jeg ikke måtte stresses for meget, ellers kunne mit skizotypi udvikle sig til skizofreni, da skizotypi er en mild form for skizotypi.

Dog overvejer jeg nu stærkt at droppe ud og tigge om en indlæggelse, da jeg ikke føler at der er noget der går bedre, næsten uanset hvad jeg prøver. Jeg vil bare gerne være rask."

Født i forkert årti

Det er utrolig stressende at tage transporten fra en stor by ud til en by in the middle of nowhere. Igår var jeg uheldig først at misse bussen og bagefter toget.

Idag var jeg så heldig at jeg havde kun en time (den anden blev aflyst (FUCK YES)), jeg nåede lige præcis min bus, derefter den næste bus jeg skulle med også. Jeg nåede det hele og kom hjem i god tid. Det må være Kurt Cobains fødselsdag der bringer mig held, haha!

Ej, jeg er virkelig trist over (haha, hvad er jeg ikke trist over?!) at han er død og Nirvana ikke længere kunne forsætte. Altså, det er godt nok Nirvana stoppede efter hans død, og ikke forsatte med en afløser, det ville have været forfærdeligt!

Føler jeg lever i det forkerte årti. Ville så gerne have været ung i 90'erne, og ikke bare født der. Jeg mener ... helt ærligt?! Jeg var ikke født i tide nok, til at kunne have oplevet Nirvana på Roskilde i '92, ...det er i hvert fald virkelig svært når man bliver født i '94.

Jeg har i det mindste eksisteret i 2 måneder, i hans leve tid. Hurra for de første to måneder hvor jeg lå i mors mave. Godt nok var jeg ikke født, men noget af min krop eksisterede da! Jeg synes det tæller med.

På græderangen

Det fungere bare aldrig for mig. Hvorfor kan jeg ikke også ligne en, hvor udmærket udseendet bare høre med? Enten ødelægger jeg det for mig selv, eller også fungere det bare ikke.

Jeg ved udmærket godt at godt udseende ikke altid kommer af sig selv, måske aldrig kommer af sig selv, men synes da også jeg har lidt meget for at få denne her 'skønhed', men jeg fejler hver gang.

Moar

Nogengange føler jeg mig som en lille pige, der bare har brug for et kram af sin mor og have lov til at græde ud i hendes favn.

Hvorfor ødelægger jeg det altid for mig selv?

... ved at tænke for seriøst over det, alt for sent. Skulle jeg virkelig have brugt så meget tid, energi og penge på at få dreadlocks, eller skulle jeg bare have groet hår til at kunne bruge extensions? Hvorfor tænker jeg dybest over det når det er forsent? Jeg vil kun være mere bagud med hår groning og jeg ville have spildt en masse penge, HURRA, men det er virkelig extension med clips mit hjerte banker for lige nu. Nok fordi mine dreads slet ikke er færdige, sidder ordenligt fast, har givet mig meget smerte og giver mig meget smerte. Kan slet ikke holde dem ud lige nu.

Jeg burde være glad

... men i stedet er jeg bekymret og irriteret. Jeg er bekymret for mine dreadlocks, for det ikke ordner sig og bliver som jeg vil ha' det. Dog er jeg faldet lidt til ro, det ser pænere og pænere ud, så det går jo nok. Irriteret over at jeg ikke kan klare en skid smerte.

Jeg måtte drikke mig fuld to dage i træk for at kunne holde smerten ud. Jeg drikker som regel slet ikke, så puuha.

Jeg kan se på billeder jeg har taget af mine dreads, at de er fine. Hvorfor føler jeg så jeg ikke har fine dreads? Hvorfor denne følelse?!

Foundation

Jeg bliver altid rød om øjne når jeg græder. Derfor dækker jeg det med foundation. Min mor er der slet ikke for mig, og begynder mere og mere at opføre sig ligesom ham.

Hvordan skal jeg nogensinde lærer at acceptere mig selv, hvis jeg konstant bliver påpeget om at nu gør jeg dét og dét galt, og dét og dét er også bare for dårligt, det burde jeg bare ændre.

Min mor aner jo ingenting om hvad der forgår, men hun kunne finde ud af det, hvis hun stoppede med at skælde ud og i stedet tænkte sig om. Hun ved godt der er noget galt med mig og at jeg ikke er rask, men det er virkelig som om hun glemmer det for ofte lige pt.

Mine sukkervaner er røget helt af sporet, de bliver værre og værre, jo værre jeg har det. Alt det her med social angst, angst i skolen, ulykkelighed, at jeg ikke trives pga. ham,  har virkelig bare hobet sig op, og blevet større og større. Jo større bliver mit sukkermisbrug altså også. Jeg er gået fra at kunne klare mig med én cola om dagen til at skulle have mindst fire-fem stykker.

Jeg ved slet ikke hvad jeg skal gøre af mig selv, jeg er rastløs, jeg er hjælpløs, føler der er intet jeg kan gøre for at slippe for ydmygelse, alt det skæld ud og den magtliderlige mand, min mor lever med.

HVAD FANDEN SKAL JEG GØRE?

Jeg har lyst til at slå min mor, for at vælge den mand over mig. For det er det hun har gjort. Hendes børn er nummer to, han er nummer ét. Jeg har lyst til at såre min mor, fortælle hende alle de ting hun gør galt! Men kan det passe, at jeg er nød til at såre hende, for at vise hvor meget hun såre mig? Hvis jeg skulle fortælle hende om alt dette jeg føler, vil hun blive såret.

Mor

Du lovede at hjælpe med at rydde op ... du lovede at hjælpe med at lave mine dreadlocks ... du lovede du ville give ansigt maske. Intet af det har du holdt, så hvorfor overhovede love mig det, når det ikke sker.

Jeg tror ikke længere på dig når du siger du altid vil vælge mig over ham. Jeg tvivler på dig. Hvor mange advarselstegn har du ikke allerede fået fra at han ikke er nogen ordentlig og sød mand? Hvorfor bliver du ved? Bare for at sikre du har nogen at bolle med eller hvad?!!?!?!?!??! Han fortjener dig ikke, så fat det dog! Du kan score så meget bedre, forhelvede.

Jeg hader den mand af hele mit hjerte, jeg fungere ikke når han er hjemme, jeg går på liste tær i mit eget hjem!?

Man er IKKE sin egen lykkesmed

Jeg tror simpelhen ikke på det. Livet er meget mere kompliceret end dét. Jeg havde hverken kommet på gymnasiet eller haft en chance for at klaret gymnasiet, hvis det ikke havde været fordi jeg havde fået hjælp fra samfundet. Ikke alle er vokset op lige godt, og det sætter sit præg i os.

Hvis jeg ikke havde haft min bedsteveninde til at få mig til at overveje gymnasiet ret groft, hvis jeg ikke havde hende til at tro på mig, når ingen andre gjorde og hvis jeg ikke havde samfundet til at hjælpe mig, havde jeg aldrig endt på gymnasiet, og derved ville det have gået ned af bakke hele vejen.

Hvis der ikke er nogen der er ligeså heldig at have hende, så dømmer jeg dem slet ikke for at være endt hvor de er. For hun har reddet mig mere end nogen anden kunne. Ligeså vel har samfundet været der til at støtte mig, og gjort at jeg har en chance for at komme igennem gymnasiet og undgå at blive mere psykisk syg end jeg er i forvejen.

Jeg ved godt ... at i sidste ende ER det MIG der skal gøre arbejdet, for der er ikke nogen der gør det for mig. Men jeg havde aldrig klaret den, hvis jeg ikke havde haft andre og samfundet til at hjælpe mig. Så jeg vil ikke kalde mig selv for min egen lykkesmed. Selvfølgelig gør jeg en stor del af arbejdet, men hvad nytter det, hvis jeg aldrig havde set mig om, og fået sparket min røv på gymnasiet? Nogen(hvis ikke alle) har alligevel bare brug for den lille procent del der giver en håb om det bedre. For hvem gider kæmper for ingenting?

Når man ikke kan finde trøst andre steder

Min mor dømmer mig i stedet for at tænke sig om og analysere. Hun kigger ikke på mig, hun kigger på cola'en og det den indholder, min afhængighed af den og ikke minst dømmer mig udfra det. Hvad hun i stedet burde se, er, jo mere cola jeg drikker, jo mere er det fordi jeg er trist og har brug for trøst. Jeg fucking trøste drikker! Colaen er der altid for mig, specielt når hun ikke er, når hun i stedet er sammen med ham.

Nogengange undre det mig at hun ikke ser de advarselstegn (jeg drikker ualmindeligt meget), når jeg ikke selv er i stand til at sige det til hende. Og jeg ville også bare GØRE HENDE trist af grunden af jeg er trist ... for hvordan fortæller man lige sin mor, at man hader den mand hun "elsker"? Men jeg ville ikke bryde mig om at gøre hende trist, så det er en ond og måske dobbeltmoralsk cirkel.

Jeg har haft lyst til at tudebrøle de sidste par dage og slå ham ihjel ... derudover også drukne mig selv i cola. Bare lyst til det hele tiden ... og hvorfor? FORDI JEG FUCKING ER KED AF DET, SÅ JEG TRØSTER MIG SELV, NÅR HUN IKKE VIL SE DET.

School

Det bliver svære og svære at være i skole. Jeg får konstant klump i halsen, følelsen af at ville stikke af, ubehag i kroppen og utrolig stærk følelse af "hvad skal jeg gøre af mig selv!?". Jeg kigger konstant på klokken og det eneste jeg ser frem til, er at komme hjem og sove.

Hvor er der meget vi ikke ved om hinanden

En ven jeg har haft i længere tid, fejler det samme som mig. Det så sært og jeg havde slet ikke set det komme. Men som han selv sagde "det jo ikke ligefrem noget man går og fortæller til alle og en hver", hvilket jo er rigtigt nok!

Men overvej hvor meget vi ikke altid ved om vores medmennesker, hvor meget de selv går igennem. Deres kampe de kæmper, men som ingen ser.

Jeg har selv først fundet ud af i en sen alder, at min barndomsbedsteveninde levede med en alkoholisk far. HVAD?! Jeg så aldrig tegn på det, jeg havde aldrig i min vildeste fantasi, tænkt at hun var gået sådan noget igennem.

Den flabede pige i klassen var blevet misbrugt af hendes onkel. What?!

Og så sidste år, havde jeg en pedel der bare var super sej, kunne synge og var skide musikalsk. Det fandt hele skolen først ud af meget sent.

Der er så mange mennesker, så mange historier, så mange kampe, og alligevel også så mange små fantastiske ting og talenter.

“No one can make you feel inferior without your consent.”

Hun har en nedladende humor. Til at starte med troede jeg det var personligt rettet på mig, men så lagde jeg mærke til hvordan hun dissede alle. Selvfølgelig kan man have sådan en form af humor, og stadig være sjovt nok ... ENGANG IMELLEM.

Jeg har da selv haft den humor engang. Dog absolut ikke i så slem grad og jeg sørgede da for at smile, så folk viste jeg drillede dem. I dag er jeg måske knap så stolt af den humor, for hvorfor snakke så grimt til hinanden, selvom det er for sjov? Det jo stadig grimt snak. Når jeg sidder og høre hende snakke med andre af hendes "grim"-snakkende veninder, fatter jeg ikke de kan holde sådan en negativitet ud. Sådan en "du skal ikke tro du er noget"-stemning.

Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre, når hun udsætter mig for disse nedladende kommentar. Er det bare bedst at ignorere det og så bare vide med sig selv, at allerede der hvor hun prøver at trække mig ned, er jeg for højt oppe til at det kan lade sig gøre ... eller svare igen? Men det jo knap så fedt, for så er jeg jo ikke meget bedre end hende. At sige stop til hende er ikke en mulighed. Jeg kan slet ikke finde ud af at sige så groft fra. Jeg kan knap nok snakke med andre mennesker, sådan ordenligt, og så skal jeg pludselig til at sige fra? Uanset hvor meget jeg bliver "det er den eneste mulighed for at få det stoppet", så ved jeg med mig selv, jeg kommer aldrig til at sige fra.

En uægte fader

Han er ikke min rigtige far, så det pisser mig af at han vil prøve at bestemme over mig. Desuden er jeg atten, jeg kan godt tænke selv, jeg ved udmærket godt selv hvor meget jeg skal høse op på min tallerken.

Og hvorfor skal hun spille komedie overfor ham? Lade som om vi går tideligt i seng og laver popcorn til os alle? Vi har selv en rytme, en rutine, regler, hvorfor så, bare fordi han er kommet hjem, skal vi lade som om alt var ligesom da han var hjemme hele tiden og dengang han bestemte!?

Det pisser mig af at jeg skal lade som om jeg er gået i seng, bare fordi klokken er ti. Det så latterligt, at jeg grammes ved det!

Hun gør alt dette for at undgå ballade. Sikke et familieliv vi har. Nu skal jeg gå på listetær i mit eget hjem igen.

Hvorfor blande sig i alt?! Hvorfor blande sig i hvordan jeg laver laks? Hvorfor blande sig i om jeg har lavet popcorn til lillebror? HVORFOR BLANDE SIG? Jeg bliver sur, fordi der aldrig er nogen der blander sig eller bliver sure uanset hvad man siger. Men når det er ham, skal man passe på med siger ... for han kan ikke tåle særlig meget.

Han overdriver også historier! JEG VAR DER SELV, så lad vær' med at lave om på historien, det er så ynkeligt! Jeg kunne forstå hvis man ikke lige kunne huske præcist, men han drejer ALTID historierne så skide meget!

Jeg vil bare gerne være mor, lillebror og mig.

Dårlig

Jeg formulere mig utrolig dårligt, jeg sætter kommaer dårligt, jeg er dårlig til ordenes endelser, men alligevel er jeg interesseret i at blogge. Jeg føler ikke engang dette er min endelig blog. Det er sært at jeg har mistet trygheden ved at blogge.

Social

Jeg fungere virkelig ikke socialt. Jeg snakker næsten ikke mere, fordi jeg bliver så nervøs for hvad jeg skal svare. Jeg er bange for at gøre mig selv til grin, eller virke tumpet, og netop fordi jeg tænker så meget over det, snubler jeg over ordene.

Selv i forgårs kunne jeg ikke engang fortælle hvilken skole jeg gik på, uden at stamme, gentage ordene, snuble over ordene.

Ofte begynder mine hænger at svede, eller  begynder jeg bare at svede, bange for at give hånd eller for at lugte. Får klump i halsen og er bare utilpas i hele situationen. Jeg frygter at skulle svare på noget, at komme med inputs, eller bare det at sige fra, og at sige min mening er noget af en kamp, som ikke altid vindes.

I was trying to with my eyes tell them "Don't hurt me."

- Kurt Cobain

Fotografering

Et eller andet sted ELSKER og HADER jeg at jeg har kendskab til to personer der virkelig prøver at udleve drømmen som fotografer. Det er så pinefuldt at se på billede idéer man selv havde, men man ved ikke om man nogensinde selv kan tillade sig at lave det nu, fordi de har taget billeder udfra de idéer.

Jeg vil føle de vil tro jeg efterabe dem, når jeg i virkeligheden selv også har haft den idé fra start af.

Problemet ligger i at jeg ikke fotografere,... selvom jeg virkelig gerne vil. Jeg har en form af frygt for mennsker. Som fotografen skal du ligesom dirigere med hvordan personen skal stå og rette på sig. Være i stand til at sige "det er bare ikke godt nok" og så løse problemet. Bare det at kunne snakke med et andet menneske ... hvilket jeg er virkelig dårlig til, hvis det ikke er mennesker der står mig virkelig nært. Jeg vil være verdens mest akavede fotograf.

Tankermylder er ligeså vel noget der kommer frem, fordi jeg er så nervøs. Så først har jeg alt for mange ... negative ... tanker der bare køre og køre inde i hovedet på mig. Så mange tanker jeg ikke kan finde overblik, lige pludselig stopper det så, og så er der ingen tanker tilbage og jeg bliver helt blank. Det ødelægger virkelig min inspiration.

På den anden side, finder jeg da også inspiration i at kende dem, mest den ene, frem for den anden. Jeg lærer også en masse af det og finder accept.

Nu har jeg jo så ikke noget kamera mere, men skal have sparet op til et nyt, og så må jeg tvinge min lillebror til at stå model.

Elsker og savner

Jeg kan huske fra da jeg var mindre at jeg forstod ikke det med; "jeg elsker dig mor", "jeg savner dig mor" ... jeg følte mig ligeglad omkring det.

Jeg ved ikke om det er/var normalt, men jeg brugte meget tid på at spekulere over det, skamme mig over at jeg ikke kunne føle den kærlighed og savn til at kunne gøre brug af tilhørende ord.

Jeg forstod det aldrig når min mor kom og sagde hun havde savnet mig hvis jeg havde været væk på tur. Jeg anede ikke hvordan det ville føles som. Og som sagt; Ja, jeg skammede mig helt over jeg heller ikke havde savnet hende.

Det er så totalt anderledes i dag. Nu kan jeg slet ikke være afsted på spejderlejr uden at få hjemve. Jeg er ret sikker på det var hjemve jeg følte. Jeg ville bare gerne hjem og isolere mig i min seng. Jeg blev vred og sur over ingenting og var dårligt humør hele tiden. Jeg savnede virkelig at være hjemme, så jeg kunne være lidt mig selv. Jeg har virkelig behov for lige nogengange at isolere mig fuldstændig fra omverden, og det er knap så nemt på en spejderlejr, hvor der er mennesker over alt og hele tiden!

solgt

Jeg fik solgt mit kamera i dag. Det er en underlig følelse. Det kamera jeg har haft i lidt over 1,5 år, er hos et andet menneske lige nu. Et menneske der kom i en smart, dyr bil og dyr jakke. Jeg så ikke lige hans sko. Han må have mange penge, for han kontaktede mig i dag, kom forbi i dag (hvor jeg var pisse nervøs for at skulle møde et menneske, et fremmed menneske jeg ligesom var tvunget til snakke med), kiggede bare lidt på kameraet, spurgte lidt .... og så købte han kameraet til 1.900,-.

Man må da have penge, når man baaaare lige vælger at købe et kamera, på den måde. Han var meget flink og var her ikke engang i 5 min.. Det gik godt og jeg havde intet at være bekymret for. Nå, men så ikke nok med det,

... så begynder mine paranoide tanker. Så begynder jeg at tænke på om der er love omkring det at sælge sine ting og de penge man tjener på det eller om han ikke er enig i at den er god som ny, som jeg sagde, eller at politiet bliver indblandet og min fantasi køre afsted mig og jeg begynder at overanalysere alt, fordi det et eller andet sted var underligt han BARE sådan købte kameraet. Arghhh, men det er gået over nu, men der gik lige nogen timer med masser af fortvivlede tanker.

Maria Raun

... Er et del af mit navn, men ikke mit præcise navn. Har valgt at kalde bloggen det, pga. mine paranoide sider af mig, der skriger "ALLE DU KENDER FINDER DIN BLOG, DE VIL SYNES DU YNKLIG OG GRINE AD DIG!".

Ved at kalde den et personligt og alligevel pisse upersonligt navn, behøver jeg ikke knytte mig på samme måde til bloggen. Jeg synes det er sært jeg har sådan en trang til at blogge, når alle odds i mit hoved er imod mig. Jeg vil nok ikke kunne vise mine øjne.

Jeg synes øjne er uhyggelige og kan ikke have øjenkontakt med folk, uden jeg går i panik indvendigt. Det virkelig som at kigge indenfor i et menneske. Det er ikke fordi jeg har noget at skjule, så jeg ved ikke hvad der går galt. Jeg fokusere altid på noget rundt om øjne  eller kigger utrolig overfladisk på øjnene, hvis man kan sige det sådan.

Work it out

Jeg havde aldrig troet jeg skulle ende i et træningscenter, men nu det noget jeg gør ret tit. Det er en rar følelse at være igang med at GØRE noget.

Det sværte ved træning er nok at man ikke kan se resultater med det samme ... det er jeg begyndt nu, og det er virkelig noget der er med til at få mig til at forsætte og motivere mig. Jeg er blevet mere smidig, jeg kan udholde mere, jeg kan tage hårde vægte, det hele stiger og stiger som jeg får flere muskler. Jeg kan virkelig mærke min krop forme sig.

Det har været det værd at gå igang! Men havde det ikke været for min bedsteveninde der havde været der til at sige "Stop med dit klynk og kom med mig op og træn!", havde jeg nok ikke lettet røven endnu. Mig som engang ikke forstod hvorfor folk gik op i hvad de spiste og skulle motionere, men dengang var jeg virkelig tynd og kunne jo nærmest spise uden at tage på, men nu sætter alt slik og cola sig ligesom, så nu må der gøres noget, inden det bliver slemt.

Jeg kan huske hvordan jeg nægtede nogensinde at skulle løbe, haha og nu er det dét jeg starter med når jeg tager op i træningscenteret. Jeg kan ligeså vel huske engang jeg sagde jeg hellere ville sulte mig selv, end at træne. Helt sikkert, du.

Identitetskrise

Uanset hvor stor identitetskrise jeg gennemgår, ved ikke vide hvad MINE meninger af, hvad JEG faktisk synes om uden at være for påvirket af andre, hvordan JEG vil være, hvad JEG kan lide, hvad JEG ikke kan tolerere, hvad JEG vil osv., så har jeg altid været fascineret af ræve, valmuer og dreadlocks.

Det noget jeg selv har skabt interesse for, noget jeg ved JEG selv er grundlægger for.

Derfor vil jeg gerne have tatoveret en ræv, for en symbolisere mig selv og min lange rejse på at finde mig selv, skabe mig selv, samt få tatoveret en valmue fordi den ikke er perfekt (og så alligevel er den perfekt for mig), og ligeså vel skal jeg lade vær' med at stræbe efter det umulige, acceptere mig som jeg er, den er flot som den er, samt den kan også være med til at repræsentere det samme som ræven. Jeg skal snart have dreadlocks igen, og det er virkelig en frisure hvor jeg virkelig er ligeglad med hvad folk tænker, fordi jeg selv er så forelsket i dreads, at andres meninger kan rager mig en skid. På det punkt kan jeg virkelig mærke mig og den der ligeglad-hed ang. andres tanker om en, fordi man bare selv synes det her er så fedt!

Besværligt at eksistere ... selv som barn.

Jeg ser tit citater som "never thought I would end up so miserable" eller noget om at de savnede at være barn igen, dengang der ikke var bekymringer om det ene eller det andet. Sådan husker jeg det bare ikke. Selvfølgelig følte jeg aldrig det samme ansvar og bekymringer, som voksne, men jeg var stadig usikker på alt, følte ansvar.

Ikke engang fordi jeg blev mobbet eller noget, dog holdt lidt udenfor og knap så social, men det føler jeg ikke selv har betydet så meget. Lige så længe jeg kan huske, har jeg været usikker på mig selv, følt mig utilpas, overtænkt alting, været paranoid, panik, ukontrolleret vrede (og så alligevel kontrolleret), ydmyg, genert, været bekymret og bange.

Den 24. dec, engang da jeg var lille, en dato man selvfølgelig husker, men da min far så filmer mig og spørger hvilken dato det er i dag, begynder jeg hurtigt at spekulere på det sikkert ikke er den 24. december alligevel og det er noget der er sat op for at narre mig og for at fange mig på film, hvor dum og naiv jeg er, så jeg svarede; "Det ved jeg ikke." ... bare for at være sikker på ikke at svare forkert.

Excuse me, I'm on tumblr, leave me alone!

Tumblr er virkelig min størreste inspirations kilde, ligesom den sikkert er for mange andre. Ville lige dele nogen lækre billeder og reklamere for min tumblr; www.excusememulle.tumblr.com

Jeg kan også synes at tumblr er noget lort. For den gang jeg havde det allerværst, var det utrolig nemt at finde billeder der gav en ret i alle ens negative tanker og et boost til ens selvhad. I en periode ville jeg virkelig tro at tumblr ikke var godt for mig. Jeg er dog kommet over det stadie hvor det er det eneste jeg reblogger.

Jeg kan stadig godt finde på at reblogge et negativt citat nogen få gange, men det er absolut ikke ligeså slemt som det har været. Så jeg kan vel sige jeg har fået det lidt bedre, når jeg ikke føler mig ligeså påvirket længere, når jeg ser et billede, hvor det eneste der står er "worthless".

Cut

Reasons not to cut:

- I would feel naive
- I would get absolutely nothing out of it
- Makes bigger problems of it
- More discomfort
- More to hide
- More excuses
- More you have to go and think about
- I would just be more hurt if I did it
- It will hurt my mother
- I could just as well forget my dream to get nice clean skin if I did it

Det nok bare mig der tager det for personligt, og ser en generlisering der ikke der der. Definationen på at have det allerværst, betyder nødvendigvis ikke at man skal være cutter og det håber jeg ikke der er nogen der tror ... men sådan føles det nogengange bare at være på tumblr.

Jeg synes egentlig man oftes cutting ses os folk med spise forstyrrelse. Hvilket nok er et af de eneste tidspunker jeg har kunne "forstå" cutting har fundet sted (fordi det har været så tæt ind på livet af mig, at jeg har set det på en af mine meget kære medmennesker og fået en forklaring på hvad der forgik i hovedet). Hvis det "bare" er selvVÆRDET, så simpelt nok, så forstår jeg det ikke. Jeg forstår det ikke. Fordi jeg har så lidt forståelse for cutting, synes jeg også det gør det farligt for mig at udtale om. Jeg har jo ikke tænkt mig at støde nogen. Men som sagt; Jeg forstår det bare ikke. Ikke "jeg forstår det ikke, hvor det latterligt"-agtigt, men "jeg forstår det ikke, jeg ved ikke hvad der går igennem hovedet når man cutter"-agtigt.

Jeg ville sku ønske jeg kunne rede hele verden og få folk til at stoppe med at cutte, men gennem tumblr har jeg dog forstået, det er ikke noget man "bare" stopper med. Alt det hurtigt kan blive en afhængighed.

Hvorfor laver jeg overhovedet sådan et indlæg her, når jeg tydeligvis ikke har forstand på det? Jo, fordi min hjerne konstant prøver at forsvare mig for hvorfor jeg ikke cutter, men stadig er langt nede psykisk. Det lyder måske dumt, men det er det vel nok også.

*JEG VIL IKKE STØDE NOGEN* ... og undskyld mit engelsk, hvis der er fejl.

Nikon

Jeg forsøger at sælge mit kamera, og intet har gjort mig så usikker som det. Jeg vil bare gerne af med det, så jeg kan få købt en med en skærm der kan være ret fleksibel vil jeg sige. Så kommer der sådan nogen mænd og tilbyder mig 1.200-1.500, når jeg har sat den til 2.200. Det flabet, men kan godt se det bare er handel.

Jeg vil utrolig gerne have fingre i Nikon D5100, så jeg ville kunne udnytte kamera mere. Man kan jo ikke tage ordenlige selvportrætter og portrætter med det der, når man er mig. Jeg er utålmodig og lav. Jeg ville så gerne kunne tage de fedeste og mest inspirerende billeder, men deri lægger det jo ligesom at man skal øve sig ... sjovt nok. Jeg skal virkelig have fingre i min lillebror og fået taget nogen portræt fotos af ham.

Macbook

Selvom jeg var/er yderst glad for at jeg har en Macbook kunne jeg ikke engang tage mig sammen til at dele min glæde på facebook. I tilfælde af at nogen var store modstander af Apple og jeg skulle til at forsvare hvorfor jeg så godt kan lide Apple produkter. Ikke fordi jeg ikke har nogen argumenter, men for pokker det freak'er mig ud. Jeg skriver generelt slet ikke status opdateringer mere, for hver gang tænker jeg; "Hvad rager det egentlig dem?" - "Årh nej, hvad nu hvis det er totalt hjernelamt det jeg kommer med" - "Er det nu også rigtig formuleret/stavet?" ... Tilsidst lader bare vær' med overhovedet at skrive noget.

Here we go again

Sidst jeg skrev mit første indlæg på en helt anden blog, startede jeg ud med at sige at et af mine formål var at overskride min paranoide side ... jeg lukkede bloggen efter en dag eller to. Så den overvandt endnu engang. Nu forsørger jeg igen og skal huske mig selv på jeg ikke skal stresse med at lave indlæg. Simpelhen træne mig op til at blogge igen. Samt prøve at glemme alle grunde til ikke at blogge, og huske på den ene grund om hvorfor jeg skal blogge.

Og så bare ta' de klø der følger med.