Jeg tror simpelhen ikke på det. Livet er meget mere kompliceret end dét. Jeg havde hverken kommet på gymnasiet eller haft en chance for at klaret gymnasiet, hvis det ikke havde været fordi jeg havde fået hjælp fra samfundet. Ikke alle er vokset op lige godt, og det sætter sit præg i os.
Hvis jeg ikke havde haft min bedsteveninde til at få mig til at overveje gymnasiet ret groft, hvis jeg ikke havde hende til at tro på mig, når ingen andre gjorde og hvis jeg ikke havde samfundet til at hjælpe mig, havde jeg aldrig endt på gymnasiet, og derved ville det have gået ned af bakke hele vejen.
Hvis der ikke er nogen der er ligeså heldig at have hende, så dømmer jeg dem slet ikke for at være endt hvor de er. For hun har reddet mig mere end nogen anden kunne. Ligeså vel har samfundet været der til at støtte mig, og gjort at jeg har en chance for at komme igennem gymnasiet og undgå at blive mere psykisk syg end jeg er i forvejen.
Jeg ved godt ... at i sidste ende ER det MIG der skal gøre arbejdet, for der er ikke nogen der gør det for mig. Men jeg havde aldrig klaret den, hvis jeg ikke havde haft andre og samfundet til at hjælpe mig. Så jeg vil ikke kalde mig selv for min egen lykkesmed. Selvfølgelig gør jeg en stor del af arbejdet, men hvad nytter det, hvis jeg aldrig havde set mig om, og fået sparket min røv på gymnasiet? Nogen(hvis ikke alle) har alligevel bare brug for den lille procent del der giver en håb om det bedre. For hvem gider kæmper for ingenting?
Ingen kommentarer:
Send en kommentar