Min mor dømmer mig i stedet for at tænke sig om og analysere. Hun kigger ikke på mig, hun kigger på cola'en og det den indholder, min afhængighed af den og ikke minst dømmer mig udfra det. Hvad hun i stedet burde se, er, jo mere cola jeg drikker, jo mere er det fordi jeg er trist og har brug for trøst. Jeg fucking trøste drikker! Colaen er der altid for mig, specielt når hun ikke er, når hun i stedet er sammen med ham.
Nogengange undre det mig at hun ikke ser de advarselstegn (jeg drikker ualmindeligt meget), når jeg ikke selv er i stand til at sige det til hende. Og jeg ville også bare GØRE HENDE trist af grunden af jeg er trist ... for hvordan fortæller man lige sin mor, at man hader den mand hun "elsker"? Men jeg ville ikke bryde mig om at gøre hende trist, så det er en ond og måske dobbeltmoralsk cirkel.
Jeg har haft lyst til at tudebrøle de sidste par dage og slå ham ihjel ... derudover også drukne mig selv i cola. Bare lyst til det hele tiden ... og hvorfor? FORDI JEG FUCKING ER KED AF DET, SÅ JEG TRØSTER MIG SELV, NÅR HUN IKKE VIL SE DET.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar