Jeg

Dette er noget jeg skrev for noget tid siden, til noget halløj (super forklaring).

"Jeg lider af skizotypisk sindslidelse. Der ind under høre OCD-, depressions-, angst-opførsel med i. Min fødsel var hård for min mor og jeg, og en læge har kommet med en teori om det der derfra det hele stammer. Teorien går ud på at jeg har lagt i min mors mave, dejligt og varmt, så skal jeg jo fødes, og det gør ondt på mor og mig, så efter jeg er født, kommer jeg ikke op til min mor, som trøst, men i en kuvøse fordi jeg hyperventilere. Lægen mener så at jeg fra fødsel af ikke har følt mig go' nok, fordi det at blive født, kan føles som en afvisning for en baby fra sin mor af.

Jeg har så længe jeg husker, haft et kæmpe selvhad, været paranoid, følt mig dum og ikke god nok. Da jeg var mindre, var jeg altid bange for fastalavn, for når jeg stod der og var klædt ud derhjemme og skulle i skole, hvad så hvis jeg var den eneste der var klædt ud og de alle have prøvet at holde mig for nar, så jeg kunne se dum ud, som den eneste udklædte.

Jeg forventer altid det værste. At folk skal blive sure, eller at det bare ikke er godt nok. Det viser sig bare ofte det slet ikke er sådan det går til. Folk er enten glade eller det hele er godt nok.

Jeg stresser meget på andres bekostninger. Hvis de ikke kan finde noget, hvis de andre ikke kan finde på noget at sige, hvis en anden stresser over noget, bliver jeg stresset alt for hurtigt og alt for meget. Jeg går næsten i panik indvendigt og slapper ikke af, før den andens problem er løst.

Jeg har længe været van til at tage andres meninger til mig og gøre det til mine, uden at lytte til mig selv, af hvad JEG rent faktisk mener. Jeg har gjort det så længe, at jeg i dag har svært ved at vide hvad jeg egentlig synes om ting. Jeg kan stå i mange situationer, hvor stort set alle har kraftige meninger, men hvor jeg selv står og er ligeglad. 

Engang var jeg så paranoid at jeg troede at spejle var kamerare. Jeg truede ikke gøre noget foran spejle fordi jeg troede det blev optaget. Det endte også med jeg ikke turede kigge på mig selv i spejlet, fordi jeg var bange for at mit spejlbillede ikke ville følge efter, eller kigge ondt på mig. Og hvis jeg endelig kiggede på mig selv og kiggede mig selv i øjnene, kunne jeg ikke forstå at de tanker jeg tænkte, var HENDE i spejlet der tænkte dem.

Jeg har ligeså vel problemer med at se folk i øjnene. Jeg går i indvendig panik og føler mig falsk og er bange for de ikke tror på det jeg siger.

Engang var jeg også overbevist om at hvis nogen sagde noget pænt til mig, var det fordi de havde lavet en sammensværgelse mod mig, mødtes, og grinte af min reaktion og det faktum at jeg troede jeg var noget.

OCD tanker har også været meget. Specielt med at, hvis jeg går sammen med nogen, må der ikke komme genstande imellem os, ellers splittes vores sjæle. Engang da jeg var i storcenteret med en veninde, kom der en bænk imellem os, jeg prøvede at ignore det, men til sidst gav jeg op og gik hele vejen tilbage for at gå rundt om den samme side om bænken som min veninde.

Jeg spekuler og overanalysere alting. Jeg gik engang i en hel uge over spekulerede konstant over denne her ene ting og var så bange for det. Da "denne ting" så er overstået og det gik MEGET bedre end forventet, ender det med jeg sidder med migræne i 4 timer og kaster op. Jeg havde presset mig selv så meget psykisk i en hel uge, for noget jeg ikke skulle være bekymret for.

Ligeså vel at af og til er jeg så afmagtet, at jeg ikke har overskud til noget som helst, bare det at tage tøj på, virker som en kamp. Man ligger bare og er ked af det, uden grund.

I dag, har jeg nok udviklet det man vil kalde social angst. Ikke fordi jeg nogensinde har været god til mennesker, eller nogensinde gået til fest, men det er blevet meget værre. Jeg ved slet ikke hvad jeg skal gøre af mig selv hvis folk snakker til mig. Jeg kan kun svare "ja", "nej" eller "haha". Utrolig dårlig til at holde samtaler igang. Samt bare det at være omkring så mange mennesker, giver mig kvalme og en trykken for brystet. Jeg har altid været ret god til at isolere mig.

Jeg er utrolig dårlig til at tage beslutninger, da jeg ikke kan finde overblik over noget som helst, når der er flere muligheder. Jeg vil super gerne fotografere … sådan seriøst, men jeg har svært ved at arbejde med mennesker, og så fordi jeg slet ikke kan finde overblik over noget, mister jeg den inspiration jeg skulle have brugt til fotoshootet.

Jeg ser konstant små syner, nogen perioder er værre end andre. En periode så jeg konstant sorte skygger der prøvede at overfalde mig, og engang troede jeg der gik en mand ude på vores lukkede terresse. Pt. ser jeg bare pletter og edderkopper der ikke er der.

Jeg bliver ofte bange for mine tanker og det fysiske. Det er fysisk nemt at stikke sig selv ned med en kniv, det er fysisk nemt at røre ved den varme brændeovn, det er fysisk nemt at ødelægge sin mobil, det er fysisk nemt at komme til skade og ødelægge, så ofte er jeg bange for at mit fysiske skal tage over mit psykiske, når jeg står med en kniv, ved siden af en brændeovn eller med min mobil i hånden osv. 

Jeg skaber tit pinelige og ubehagelige situationer i hovedet, og jeg reagere på dem, som om de var virkelige.

Jeg kan ofte skabe ubehagelige historier om folk. F.eks når jeg sidder i en bus og der kommer et "sært" menneske ind i bussen, bliver jeg pludselig bange for om denne person har en bombe i tasken og om jeg rent faktisk dør lige om lidt. Jeg tænker så meget over det, at jeg går i indre panik, fordi det virker mere og mere realistisk.

Jeg er på anti-psykotiske piller, som jeg ikke føler hjælper overhovedet. Jeg er blevet sat på en 3-årige HF i stedet for den almindelige 2-årige HF, fordi jeg ikke måtte stresses for meget, ellers kunne mit skizotypi udvikle sig til skizofreni, da skizotypi er en mild form for skizotypi.

Dog overvejer jeg nu stærkt at droppe ud og tigge om en indlæggelse, da jeg ikke føler at der er noget der går bedre, næsten uanset hvad jeg prøver. Jeg vil bare gerne være rask."